Magasin

Fredag den 15. januar 2016 udkom første nummer af månedsmagasinet ”Apropos Jammerbugt”. Magasinet ligger udelukkende på nettet, og de ca. 80 sider vil hver måned indeholde en blanding af lokale historier og interviews med kendte og ukendte borgere i kommunen samt annoncer.

Den geografiske afstand mellem kommunens yderpunkter, Grønhøj og Vust, er ca. 60 kilometer, men den mentale afstand kan opleves langt større, så indbyggerne ofte føler sig bedre orienteret om det, der rører sig i Aalborg og København end indenfor den lokale kommunegrænse.

”Apropos Jammerbugt” har været længe undervejs, og magasinet er en videreudvikling af ”AabybroBladet” der udkom i 2013. Som dengang er det vores formål at formidle nogle af de gode, lokale historier, dels til kommunens indbyggere, dels til tilflyttere og turister, der har lyst til at vide mere end, hvad der står i turistbrochurerne.

Bag det nye magasin står Palle L. Nielsen, Fjerritslev, indehaver af konsulentvirksomheden ”Fri Fugl”, Grethe Rolle, Aabybro, mangeårig skribent ved lokale aviser og magasiner, samt forfatter til en række bøger med lokalt indhold, samt Steen Holm, Pandrup, tidligere udgiver af Lokalavisen Sydvestvendsyssel og turistbrochurer om Jammerbugten og Blokhus. Desuden har vi aftale med en række lokale journalister og skribenter om levering af stof til bladet.

 

Vi opfordrer alle vore læsere til at registrere sig på vores mail:
steen@aproposnu.dk

Dermed modtager du nemlig en mail hver den 15., når et nyt blad ligger på nettet.

Her vil man i øvrigt også kunne læse alle tidligere udgivelser.
Vi er gerne til rådighed for et interview og yderligere oplysninger om baggrunden for vores nye tiltag og kan
kontaktes på tlf. 20 44 60 73 og mail steen@aproposnu.dk .

Med venlig hilsen
Apropos Jammerbugt
Palle L. Nielsen – Grethe Rolle – Steen Holm